Om mig
Jeg har siden 1982 været meget optaget af relationer. Navnlig relationen mellem voksne og deres forældre. Min interesse skyldtes en tilfældighed. Da jeg var færdig- uddannet som socialrådgiver, blev jeg ansat i en behandlingsinstitution, som tog sig af misbrugere. Jeg fandt ud af, at hvis forældrene blev inddraget, og støttede deres børn i at blive stoffri, var der flere, det lykkedes for.
Som socialrådgiver følte jeg mig fortabt i forhold til de vanskelige problemer klienterne præsenterede mig for.
Så jeg begyndte at videreuddanne mig terapeutisk.
På det tidspunkt var jeg ikke klar over, hvor meget man kopierer sine forældre i opvæksten. Da jeg fandt ud af det kontaktede jeg mine egne forældre. Jeg skrev til dem om egne oplevelser af svigt - talte med dem om det, og havde endda min mor med på 3 terapeutiske kurser.
Min mor blev ligefrem glad
Jeg opdagede til min store overraskelse, at det var meget vanskeligere for mig, end det var for mine forældre. Min mor blev ligefrem glad - sagde, at hun i mange år havde oplevet, at der var en stor kløft imellem os. Hun ville gerne være med til at rydde den af vejen, og hun var frygtelig ked af, at jeg havde følt mig svigtet.
Umiddelbart kunne jeg ikke tage imod hendes udstrakte hånd. Fik i stedet for lyst til at straffe hende. Jeg syntes også at hun skulle lide, ligesom jeg selv havde lidt.
Det tog mig mange år følelsesmæssigt at forstå, at hun havde været ligeså styret af hendes egen opvækst, som jeg selv var. Og det var utrolig svært for mig at erkende og indrømme min afhængighed af hendes kærlighed, hendes bekræftelse og accept af mig.
Da jeg erkendte min afhængighed, oplevede jeg mod forventning, at jeg havde mindre brug for hende accept.Jeg var også i stand til at mærke min store kærlighed til hende og sorgen over, at hun ikke havde været i stand til at give mig det, jeg havde brug for. Jeg syntes, det var synd for os begge to.
Jeg afviste min far
Det var vanskeligere i forhold til min far, da jeg har oplevet, at han altid var der for mig, hvis jeg havde brug for ham. Som barn fortalte min mor mig, at jeg ikke havde så meget brug for hende, som min lillebror, fordi jeg havde en far som elskede mig (min mor mistede sin far da hun var 4 år).
Af den grund blev der noget forkert ved min relation til min far. Jeg oplevede, at min mor afviste mig, fordi min far holdt af mig. Så jeg afviste min far, for at få min mors kærlighed. Dette foregik ubevidst.
Jeg ved, at min manglende viden, om forældrenes betydning i opvæksten, har været medvirkende til at jeg ikke selv har været i stand til at skabe et livslangt parforhold, da de personer, man forelsker sig i, aktiverer ens uløste indre konflikter. Hvis man er uvidende om dette er man fortabt.
Jeg ved også, at mine forældre har været styret af deres egen opvækst, og at det er dialogen mellem voksne børn og deres forældre, der er med til at hele sårene. Men det kræver, at man accepterer, at “børn” og forældre kan have forskellige oplevelser.